Post by Poul Erik JørgensenPost by SvenPost by Poul Erik JørgensenJeg har nu aldrig opfattet "affabel" som egentlig nedladende. Snarere som en
art mekanisk venlighed, et påskruet smil.
Skal det forstås negativt, altså som en venlighed der ikke menes?
Eller er det mere udtryk for en ligegyldig venlighed?
Jeg opfatter det nærmest som det sidste. Smilet er hverken venligt eller
uvenligt - men blot mekanisk. Lissom vejlederen der ville have Peter Loumann
til at skrue et smil på, når han gik ind i en klasse. - Og hvis der er noget
elever straks gennemskuer, så er det mekanisk venlighed.
Tjah ... Ordet 'affabel' bruges vel ikke så meget for tiden, men ses
mest i ældre og/eller oversat litteratur? I mine omfangsrige ordbøger
(fransk-dansk ordbog, Blinkenberg og Høybye, og spansk-dansk ordbog,
Carl Bratli) ses kun i sidstnævnte oversættelsen 'nedladende' sammen med
de mere positive adjektiver 'elskværdig' og 'omgængelig'. Omgængelighed
og nedladenhed er for mig at se ikke kompatible, så jeg spekulerer på
hvordan bibetydningen 'nedladende' er opstået. En dristig ide kunne være
at nogle mennesker (måske uvante med høflighed) opfatter høflighed som
nedladende.
Netop i dag har jeg været sammen med et ægtepar på ca. 75 år, som har
virket det meste af deres profesionelle liv i hotel- og
restaurationsbranchen:
Madame fortalte at hun blev træt af at skulle være (overdrevent) høflig
over for hotelgæster i receptionen (affabel?), men er ellers et rart og
imødekommende væsen at være sammen med. Monsieur er hvad jeg i
virkeligheden ville forstå ved 'affabel' i positiv forstand: opmærksom,
venlig og rar over for alle i selskabet, med et lille 'touch' af
professionalisme, men man føler at han rigtig godt kan lide mennesker.
Det kunne måske være noget i den retning Peter Loumann's vejleder var
ude efter, når han efterlyste et affabelt smil?
Med affabel hilsen
Lisbet