Norsk for danskere

[Nikitta]

For få uger siden ankom jeg til Oslo hvor vi nu har tænkt os at bo.
Sædvanligvis har jeg intet problem med at snakke tæt nok på norsk til at de
fleste nordmænd vil forstår mig uden problemer, men jeg vil altså gerne
lære mig norsk ordentligt.

At bo her hjælper selvfølgeligt gevaldigt på det, men en lille guide -
specielt med fokus på dobbeltord eller "false friends" samt den norske
genitivform ville være meget behjælpelig.

Er der nogen her som kan anbefale en god sådan eller som har nogle gode
tips of råd for en dansker som prøver at lære sig norsk i Norge?

Med Venlig Hilsen,
Nikitta.

[Bertel Lund Hansen]

Post by Nikitta
At bo her hjælper selvfølgeligt gevaldigt på det, men en lille guide -
specielt med fokus på dobbeltord eller "false friends" samt den norske
genitivform ville være meget behjælpelig.

Hvad de farlige ord angår, har jeg fået rigtig god hjælp af
Gyldendals "Skandinavisk ordbog". Den kostede vist 350 kr. Den
har tre afdelinger, for man kan slå op under dansk, svensk eller
norsk og så se betydningen af et ord på de to andre sprog.

[Nikitta]

Post by Bertel Lund Hansen

Post by Nikitta
At bo her hjælper selvfølgeligt gevaldigt på det, men en lille guide -
specielt med fokus på dobbeltord eller "false friends" samt den norske
genitivform ville være meget behjælpelig.

Hvad de farlige ord angår, har jeg fået rigtig god hjælp af
Gyldendals "Skandinavisk ordbog". Den kostede vist 350 kr. Den
har tre afdelinger, for man kan slå op under dansk, svensk eller
norsk og så se betydningen af et ord på de to andre sprog.

Den kan være en god ide. Jeg vil se på den. Tak for foreslaget.

Med Venlig Hilsen,
Nikitta.

[Trond Engen]

Post by Nikitta
For få uger siden ankom jeg til Oslo hvor vi nu har tænkt os at bo.

Velkommen. Jeg var i Oslo i dag, men jeg kan ikke si jeg merka noen
forandring.

Post by Nikitta
Sædvanligvis har jeg intet problem med at snakke tæt nok på norsk til
at de fleste nordmænd vil forstår mig uden problemer, men jeg vil
altså gerne lære mig norsk ordentligt.

Jeg er ikke sikker på hva du mener med "lære mig norsk ordentligt".

Forstå? Bare gå ut i verden og hør på oss. Og les, gjerne nynorsk. De
fleste av oss, også her på Østlandet, har et talemål med både grammatikk
og ordforråd som er vesentlig norskere enn det du finner i aviser og
bøker på bokmål. Det aller meste du møter på Østlandet vil ligge et sted
mellom nynorsk og dansk, så det er fint og ha nynorsk med som en del av
bakgrunnsbildet. Sjøl har jeg av og til ment at utlendinger som skal
lære norsk bør lære nynorsk, eller i det minste et "radikalt" bokmål med
tre kjønn og norske verbendinger, så de er forberedt på det de møter på
gata. "Konservativt" bokmål vil være forenklinger og forståelige avvik
innafor et system de allerede har på plass.

Snakke? Som du sikkert alt har merka, skjønner de fleste nordmenn deg
allerede. Snart 200 år etter 1814 er dansk skriftspråk og grammatikk
stadig et ideal eller register i norsk. Ikke dagens dansk, riktignok,
men gammel embetsmannsdansk er grunnstammen i det konservative bokmålet
("riksmål") som skrives av mange langt utafor de snevre kretsene som
snakker sånn. Dansk lydlære er derimot ganske fremmed. Om du uttaler
b-er, d-er, g-er og w-er og passer på å telle på norsk, får du med
nesten alle.

Skrive? Skriv gjerne dansk. Vi forstår det. Vi pleier å si at vi forstår
dansk skriftlig og svensk muntlig. Om du likevel vil skrive norsk,
kommer du langt med å lære deg d/t, b/p, g/k og v/g. Mye er gjort ved å
gjøre dansk "blød d" til d og "hård d" til t og så videre, men dessverre
er hverken moderne dansk eller norsk bokmål konsekvente i behandlinga av
de historiske fonemene. Thomas Widmann skriv for et par år siden at han
syntes konservativt nynorsk var lettere å lære fordi det er mer
konsekvent, men den fordelen er nok størst for en som har flere
germanske språk og mye språkhistorie inne fra før.

Du må også finne ut hvor norsk norsk du vil snakke og/eller skrive. Skal
du som danske lære deg norske diftonger, verbbøyinger og forskjell på
han- og hunkjønn -- vanlig i de fleste talemål men ikke like vanlig i
skrift -- må du øve mer enn om du bare vil gjøre det danske enklere for
nordmenn.

Post by Nikitta
At bo her hjælper selvfølgeligt gevaldigt på det, men en lille guide
- specielt med fokus på dobbeltord eller "false friends" samt den
norske genitivform ville være meget behjælpelig.

Jeg kan ikke hjelpe deg med lærebøker, men kanskje noen tips.

Siden vi har så lang felles historie, er det ikke så mange ord som betyr
forskjellige ting. Men noen er det. Vær forsiktig med 'kuk'.

Norsk har flere genitivformer:

- Den danske s-genitiven er vanlig i skrift men ikke så vanlig muntlig.

- Vanligst nå er nok "garpegenitiv". Den er omtrent som s-genitiv men
med 'sin', 'si' eller 'sitt' i steden for '-s'. "Mannen sin bil", "Kari
si dokke", "Far sitt hus". Det kan også brukes med gjenstander som
"eiere", men er nok vanligere med personer.

- En annen som er mye i bruk er til-genitiv. "Bilen til mannen", "dokka
til Kari", "huset til far".

- En eldre form, som nok er på vei ut, er pronomen-genitiv. Den kan bare
brukes med navn eller nesten-navn. "Dokka hennes Kari" og "huset hans
far" men ikke "bilen hans mannen".

Sjøl veksler jeg mellom s-genitiv, garpegenitiv og til-genitiv.

[Michael Baumgartner]

Post by Trond Engen

Post by Nikitta
Sædvanligvis har jeg intet problem med at snakke tæt nok på norsk til
at de fleste nordmænd vil forstår mig uden problemer, men jeg vil
altså gerne lære mig norsk ordentligt.

Snakke? Som du sikkert alt har merka, skjønner de fleste nordmenn deg
allerede. Snart 200 år etter 1814 er dansk skriftspråk og grammatikk
stadig et ideal eller register i norsk. Ikke dagens dansk, riktignok,
men gammel embetsmannsdansk er grunnstammen i det konservative bokmålet
("riksmål") som skrives av mange langt utafor de snevre kretsene som
snakker sånn. Dansk lydlære er derimot ganske fremmed. Om du uttaler
b-er, d-er, g-er og w-er og passer på å telle på norsk, får du med
nesten alle.

Jeg kjenner to damer fra Danmark som har bodd i Norge i mange år. Begge
to snakker fortsatt dansk, med noenlunde fornorsket uttale, omtrent som
du beskriver. Selv jeg, som har lært norsk som fremmedspråk, har aldri
hatt problemer med å skjønne hva de sier.

Post by Trond Engen
Skrive? Skriv gjerne dansk. Vi forstår det. Vi pleier å si at vi forstår
dansk skriftlig og svensk muntlig.

I går var det "nettmøte" på dagbladet.no med bl. a. en svenske som
konsekvent skrev på svensk. Dagbladet.no ville nok ikke tillatt dette om
de hadde gått ut fra at det kunne skape forståelsesproblemer hos
nordmenn.

Post by Trond Engen
- Den danske s-genitiven er vanlig i skrift men ikke så vanlig muntlig.
- Vanligst nå er nok "garpegenitiv". Den er omtrent som s-genitiv men
med 'sin', 'si' eller 'sitt' i steden for '-s'. "Mannen sin bil", "Kari
si dokke", "Far sitt hus". Det kan også brukes med gjenstander som
"eiere", men er nok vanligere med personer.

Den herskende oppfatning i Norge er, så vidt jeg vet, at garpegenitiven
opprinnelig stammer fra nedertysk innflytelse (derfra navnet) i Bergen
og at den spredte seg derfra.
Jeg husker svakt at vi diskuterte dette en gang i ei tysk språkgruppe,
og at Poul E. Jørgensen argumenterte mot denne oppfatningen, men det jeg
ikke husker lenger er argumentene hans.

Post by Trond Engen
- En annen som er mye i bruk er til-genitiv. "Bilen til mannen", "dokka
til Kari", "huset til far".

Ikke glem åt-genitiven. ;-)
Svigerfaren min, trønder og ikke akkurat nynorsk-tilhenger, morer seg
bestandig over uttrykket "faren åt guten".

[Trond Engen]

Post by Michael Baumgartner

Post by Trond Engen

Post by Nikitta
Sædvanligvis har jeg intet problem med at snakke tæt nok på norsk
til at de fleste nordmænd vil forstår mig uden problemer, men jeg
vil altså gerne lære mig norsk ordentligt.

Snakke? Som du sikkert alt har merka, skjønner de fleste nordmenn
deg allerede. [...] Om du uttaler b-er, d-er, g-er og w-er og passer
på å telle på norsk, får du med nesten alle.

Jeg kjenner to damer fra Danmark som har bodd i Norge i mange år.
Begge to snakker fortsatt dansk, med noenlunde fornorsket uttale,
omtrent som du beskriver. Selv jeg, som har lært norsk som
fremmedspråk, har aldri hatt problemer med å skjønne hva de sier.

Slik tilnærming kommer jo også av seg sjøl når en flytter. Det er ikke
mye annerledes enn å flytte mellom landsdeler.

Post by Michael Baumgartner

Post by Trond Engen
Skrive? Skriv gjerne dansk. Vi forstår det. Vi pleier å si at vi
forstår dansk skriftlig og svensk muntlig.

I går var det "nettmøte" på dagbladet.no med bl. a. en svenske som
konsekvent skrev på svensk. Dagbladet.no ville nok ikke tillatt dette
om de hadde gått ut fra at det kunne skape forståelsesproblemer hos
nordmenn.

Ja, de fleste nordmenn leser svensk, men terskelen er litt høyere.
Kanskje særlig fordi vi har litt forskjellig reportoar av lånord.

Post by Michael Baumgartner

Post by Trond Engen
- Den danske s-genitiven er vanlig i skrift men ikke så vanlig muntlig.
- Vanligst nå er nok "garpegenitiv". [...]

Den herskende oppfatning i Norge er, så vidt jeg vet, at
garpegenitiven opprinnelig stammer fra nedertysk innflytelse (derfra
navnet) i Bergen og at den spredte seg derfra.

Ja. Og det skal det være ganske god dokumentasjon for, blei jeg fortalt.

Post by Michael Baumgartner
Jeg husker svakt at vi diskuterte dette en gang i ei tysk
språkgruppe, og at Poul E. Jørgensen argumenterte mot denne
oppfatningen, men det jeg ikke husker lenger er argumentene hans.

Det har vi nemlig også gjort på no.fag.spraak.diverse -- Poul Erik og
jeg mot røkla. Bortsett fra at vi to ikke engang var enige med
hverandre. Jeg hadde en ganske vidløftig teori (som jeg ikke helt har
lagt bort ennå), han var mer jordnær.

Post by Michael Baumgartner

Post by Trond Engen
- En annen som er mye i bruk er til-genitiv. "Bilen til mannen",
"dokka til Kari", "huset til far".

Ikke glem åt-genitiven. ;-)

Sant nok. Jeg burde kalt det "preposisjonsgenitiv".

Post by Michael Baumgartner
Svigerfaren min, trønder og ikke akkurat nynorsk-tilhenger, morer seg
bestandig over uttrykket "faren åt guten".

Som om det fantes en eneste liten mulighet for å misforstå dét. Godt
trøndersk er det òg.

[Nikitta]

Post by Trond Engen

Post by Nikitta
For få uger siden ankom jeg til Oslo hvor vi nu har tænkt os at bo.

Velkommen. Jeg var i Oslo i dag, men jeg kan ikke si jeg merka noen
forandring.

Tak. Nej, jeg er ikke stor nok til at min ankomst kunne mærkes i hele
Oslo :)

Post by Trond Engen

Post by Nikitta
Sædvanligvis har jeg intet problem med at snakke tæt nok på norsk til
at de fleste nordmænd vil forstår mig uden problemer, men jeg vil
altså gerne lære mig norsk ordentligt.

Jeg er ikke sikker på hva du mener med "lære mig norsk ordentligt".

Kort forklaring: min kæreste er norsk og efter at vi har flyttet rundt
flere steder vil vi slå os permanent ned her i Oslo, så derfor vil jeg
gerne lære mig sproget forstået på den måde at jeg ikke bare vil snakke
dansk med fornorsket udtale eller på andre måder gøre det lettere for
nordmænd at forstå mig selvom det jo er først skridt.

Det handler om respekt for det land jeg nu er flyttet til samt ønsket om
en dag at kunne føle mig hjemme her - også selvom jeg allerede kan gøre
mig forstået.

Virker det underligt?

Post by Trond Engen
Snakke? Som du sikkert alt har merka, skjønner de fleste nordmenn deg
allerede. Snart 200 år etter 1814 er dansk skriftspråk og grammatikk
stadig et ideal eller register i norsk. Ikke dagens dansk, riktignok,
men gammel embetsmannsdansk er grunnstammen i det konservative
bokmålet ("riksmål") som skrives av mange langt utafor de snevre
kretsene som snakker sånn. Dansk lydlære er derimot ganske fremmed. Om
du uttaler b-er, d-er, g-er og w-er og passer på å telle på norsk, får
du med nesten alle.

Jeg har også opdaget at jeg skal huske at udtale r-er. Ud over det er
der en kj-lyd som jeg må lære mig, som eksempelvist i "kjipt" og så er
der problemer med den måde normænd udtaler bogstavet u på og når jeg
siger æ, så lyder det tydeligvis som om jeg siger e, i en nordmands
ører.

Angående at tælle, så er jeg stødt på to forskellige måder at sige 24
på: visse siger fireogtyve og andre siger sjufire og det samme har jeg
hørt om 37, men aldrig om tal over 39. Selv siger jeg sjufire for at
holde alt kosekvent i samme system for så kan jeg bedre finde ud af det.

Det er en hjælp for mig at jeg tidligere har boet og arbejdet i Sverige
i tre år - specielt hvad angår tallene og visse ord, for norsk har jo
noget til fælles med både dansk og svensk.

Post by Trond Engen
Skrive? Skriv gjerne dansk. Vi forstår det. Vi pleier å si at vi
forstår dansk skriftlig og svensk muntlig. Om du likevel vil skrive
norsk, kommer du langt med å lære deg d/t, b/p, g/k og v/g. Mye er
gjort ved å gjøre dansk "blød d" til d og "hård d" til t og så videre,
men dessverre er hverken moderne dansk eller norsk bokmål konsekvente
i behandlinga av de historiske fonemene. Thomas Widmann skriv for et
par år siden at han syntes konservativt nynorsk var lettere å lære
fordi det er mer konsekvent, men den fordelen er nok størst for en som
har flere germanske språk og mye språkhistorie inne fra før.

For tiden skriver jeg nok dansk med de få norske ord jeg kan skrive
indblandet, som eksempelvis i mit CV og det har jeg ikke hørt et ondt
ord for.

Post by Trond Engen
Du må også finne ut hvor norsk norsk du vil snakke og/eller skrive.
Skal du som danske lære deg norske diftonger, verbbøyinger og
forskjell på han- og hunkjønn -- vanlig i de fleste talemål men ikke
like vanlig i skrift -- må du øve mer enn om du bare vil gjøre det
danske enklere for nordmenn.

Jeg vil lære mig så meget jeg kan. Angåedene han og hunkøn så kommer det
til at tage tid for her er ting indimellem omvendt af hvad jeg er vant
til.

Post by Trond Engen

Post by Nikitta
At bo her hjælper selvfølgeligt gevaldigt på det, men en lille guide
- specielt med fokus på dobbeltord eller "false friends" samt den
norske genitivform ville være meget behjælpelig.

Jeg kan ikke hjelpe deg med lærebøker, men kanskje noen tips.
Siden vi har så lang felles historie, er det ikke så mange ord som
betyr forskjellige ting. Men noen er det. Vær forsiktig med 'kuk'.

Jeg er stødt på et par stykker til men siden glemt dem, desværre.

Post by Trond Engen
- Den danske s-genitiven er vanlig i skrift men ikke så vanlig muntlig.
- Vanligst nå er nok "garpegenitiv". Den er omtrent som s-genitiv men
med 'sin', 'si' eller 'sitt' i steden for '-s'. "Mannen sin bil",
"Kari si dokke", "Far sitt hus". Det kan også brukes med gjenstander
som "eiere", men er nok vanligere med personer.

Ja - den hører jeg ofte, men jeg hører både "min x" og "x'en min" så jeg
spekulerer på om der er visse ord hvor det skal før og andre hvor det
skal sidst, eller om det er en smagssag.

Det bliver også mere kompliceret med flere genitiver i samme sætning:
eksempelvis så jeg en dag min kæreste skrive "dame min sin PC" eller
noget i den retning og hvad hvis der er endnu flere led, som eksempelvis
min kærestes mors fætter?

Post by Trond Engen
- En annen som er mye i bruk er til-genitiv. "Bilen til mannen",
"dokka til Kari", "huset til far".

Ja, den har jeg af og til hørt.

Post by Trond Engen
- En eldre form, som nok er på vei ut, er pronomen-genitiv. Den kan
bare brukes med navn eller nesten-navn. "Dokka hennes Kari" og "huset
hans far" men ikke "bilen hans mannen".

Den har jeg aldrig hørt.


Med Venlig Hilsen,
Nikitta.

[Philip Nunnegaard]

Post by Nikitta
Jeg har også opdaget at jeg skal huske at udtale r-er. Ud over det er
der en kj-lyd som jeg må lære mig, som eksempelvist i "kjipt" og så er
der problemer med den måde normænd udtaler bogstavet u på og når jeg
siger æ, så lyder det tydeligvis som om jeg siger e, i en nordmands
ører.

Ja. E udtales Æ på norsk, mens Æ udtales lidt som A i "han", dog lidt mere
åbent.

Post by Nikitta
Angående at tælle, så er jeg stødt på to forskellige måder at sige 24
på: visse siger fireogtyve og andre siger sjufire og det samme har jeg
hørt om 37, men aldrig om tal over 39.

Nordmændene vil forstå de danske tal op til og med 49, men det er vist mest
ældre mennesker, der siger "niogfør" i stedet for "førtini".
Vist nok lidt mere blandet med 30'erne, hvor både tretti og tredive
anvendes.
Med tal over 50 er det ligeledes valgfrit, om du vil sige "femtiseks" eller
"seksogfemti". Selv foretrak jeg dog "femtiseks", ligesom jeg foretrak
"tjuefem" i stedet for "femogtyve".

Post by Nikitta
Jeg vil lære mig så meget jeg kan. Angåedene han og hunkøn så kommer det
til at tage tid for her er ting indimellem omvendt af hvad jeg er vant
til.

Det kommer helt naturligt, når du har boet der et stykke tid (jeg har selv
boet der i 5 år).
Nordmændene i Oslo-området forstår udemærket vores fælleskøn (og det bruges
stadig i den vestlige ende af byen, hvor de rige bor), så tag dig den tid
det tager. Så kommer det helt naturligt.

En mann - mannen (hankøn)
Ei jente - jenta (hunkøn)

Om et par år sidder det fuldstændig på rygmarven på dig, hvad der er hhv.
han- og hunkøn.
Det samme med prepositionerne, som er forskellige fra dansk i mange
sammenhænge.

Helt generelt:
Nordmændene er væsentligt mere "tolerante" overfor de øvrige skandinaviske
sprog, end vi er i Danmark og Sverige.
For mange af dem forekommer det mig, at de nærmest betragter det som
dialekter af deres eget sprog.
Med tiden blev mit sprog dog mere og mere fornorsket, så da jeg kom tilbage
til Danmark, tog det mig nogle år at vænne mig til dansk ordstilling i visse
sammenhænge. (f.eks. "bli kvitt en ting" (norsk) og "blive en ting kvit"
(dansk)

Min mor, der stadig bor der, satte sig i sin tid og løste norske kryds &
tværs-opgaver for at lære sproget.
Min bror og jeg lærte det i skolen, så vi havde lidt bedre vilkår på dét
felt.
Du har sikkert den fordel, at du kommer som ene dansker og dermed kun hører
norsk omkring dig.
Hos os var vi 3 danskere og én nordmand i hjemmet, så vi talte dansk hjemme
og norsk ude.
Alligevel endte jeg med at drømme på norsk.

[Johansen]

Post by Philip Nunnegaard
Nordmændene er væsentligt mere "tolerante" overfor de øvrige
skandinaviske sprog, end vi er i Danmark og Sverige.

Men spørgsmålet er om ikke også nordmændene må bøje sig for det tiltagende
mumleri i dansk. Jeg synes der er god fornuft i at gøre mere ud af
udtalepræcisionen i såvel vokaler som konsonanter - hvis man altså tilhører
den yngre generation af danskere.

På sigt synes jeg man må overveje at lære danske skoleelever at tale
"skandidansk". Altså dansk med kunstigt tilført distinkthed således at man
som dansker gør sig mere forståelig i de andre nordiske lande. (Vi kan ikke
forvente at de går den anden vej - det er jo os der har flyttes os fra
udgangspunktet.)

/Johansen

[Philip Nunnegaard]

Post by Johansen
Men spørgsmålet er om ikke også nordmændene må bøje sig for det tiltagende
mumleri i dansk. Jeg synes der er god fornuft i at gøre mere ud af
udtalepræcisionen i såvel vokaler som konsonanter - hvis man altså tilhører
den yngre generation af danskere.

Fuldstændig rigtigt.
Vores meget bløde konsonanter var også det første, jeg droppede fra mit
sprog ved at gøre, som Trond også nævner:
Udtale blødt D som hårdt D og hårdt D som T osv. Det samme med G contra K.

Post by Johansen
På sigt synes jeg man må overveje at lære danske skoleelever at tale
"skandidansk". Altså dansk med kunstigt tilført distinkthed således at man
som dansker gør sig mere forståelig i de andre nordiske lande.

I norksundervisningen (i gymnasiet) fik dansk og svensk (samt norrøn) en pæn
sjat opmærksomhed, som jeg mener, at vi også burde have herhjemme.
Igennem faget lærte jeg i øvrigt en hel del om vores fælles sproghistorie,
som jeg ikke havde været i berøring med i min danske gymnasietid. (Eller
også var min interesse for det bare større, fordi jeg kunne relatere det til
forskellen på det sprog, jeg var opvokset med, og det sprog som folk omkring
mig talte).
Dette bidrog indirekte til, at jeg faktisk også lærte en del dansk i Norge,
fordi jeg blev bevidst om oprindelsen til mange ord.
- Herunder de ord, der betyder noget forskelligt på de to sprog:
Rar = underlig (som engelsk rare), Grine = græde, Grinebiter = gnavpot osv.

[Nikitta]

Post by Philip Nunnegaard
Nordmændene er væsentligt mere "tolerante" overfor de øvrige
skandinaviske sprog, end vi er i Danmark og Sverige.
For mange af dem forekommer det mig, at de nærmest betragter det som
dialekter af deres eget sprog.

Det lyder betryggende.

Post by Philip Nunnegaard
Med tiden blev mit sprog dog mere og mere fornorsket, så da jeg kom
tilbage til Danmark, tog det mig nogle år at vænne mig til dansk
ordstilling i visse sammenhænge. (f.eks. "bli kvitt en ting" (norsk)
og "blive en ting kvit" (dansk)

Jo tak; jeg husker da jeg var på besøg hos familien i Danmark efter at
have boet i Sverige i et par år og brugte udtryk så som "jeg skal bare
tage på mig klæderne først" eller "jeg skal lige tage ud penge"

Post by Philip Nunnegaard
Du har sikkert den fordel, at du kommer som ene dansker og dermed kun
hører norsk omkring dig.

For tiden bor vi hos min kærestes mor og hendes kæreste, som har engelsk
som modersmål, så der snakkes en blanding af norsk og engelsk i dette
hjem, men jeg hører i hvert fald ikke dansk omrking mig.

Post by Philip Nunnegaard
Hos os var vi 3 danskere og én nordmand i hjemmet, så vi talte dansk
hjemme og norsk ude.
Alligevel endte jeg med at drømme på norsk.

Det lyder også betryggende.

Med Venlig Hilsen,
Nikitta.

[Trond Engen]

Post by Nikitta

Post by Trond Engen

Post by Nikitta
For få uger siden ankom jeg til Oslo hvor vi nu har tænkt os at bo.
Sædvanligvis har jeg intet problem med at snakke tæt nok på norsk
til at de fleste nordmænd vil forstår mig uden problemer, men jeg
vil altså gerne lære mig norsk ordentligt.

Jeg er ikke sikker på hva du mener med "lære mig norsk ordentligt".

Kort forklaring: min kæreste er norsk og efter at vi har flyttet
rundt flere steder vil vi slå os permanent ned her i Oslo, så derfor
vil jeg gerne lære mig sproget forstået på den måde at jeg ikke bare
vil snakke dansk med fornorsket udtale eller på andre måder gøre det
lettere for nordmænd at forstå mig selvom det jo er først skridt.
Det handler om respekt for det land jeg nu er flyttet til samt ønsket
om en dag at kunne føle mig hjemme her - også selvom jeg allerede kan
gøre mig forstået.
Virker det underligt?

Neida. Men de fleste nordmenn liker godt at folk fortsetter å snakke som
de alltid har gjort. Vi er vant til variasjon fra før og trenger ikke å
anstrenge oss mye for å forstå. Men at du som språkinteressert gjerne
vil lære norsk når du er i Norge er ikke merkelig.

Post by Nikitta

Post by Trond Engen
Snakke? Som du sikkert alt har merka, skjønner de fleste nordmenn
deg allerede. Snart 200 år etter 1814 er dansk skriftspråk og
grammatikk stadig et ideal eller register i norsk. Ikke dagens
dansk, riktignok, men gammel embetsmannsdansk er grunnstammen i det
konservative bokmålet ("riksmål") som skrives av mange langt utafor
de snevre kretsene som snakker sånn. Dansk lydlære er derimot ganske
fremmed. Om du uttaler b-er, d-er, g-er og w-er og passer på å telle
på norsk, får du med nesten alle.

Jeg har også opdaget at jeg skal huske at udtale r-er.

Kanskje. Men også norske dialekter vokaliserer skarre-r-er.

Post by Nikitta
Ud over det er der en kj-lyd som jeg må lære mig, som eksempelvist i
"kjipt"

Den lyden skal være på vei ut i norsk. Ungdom i Oslo, Bergen og
Stavanger bruker samme lyd for <kj> som for <sj>.

Post by Nikitta
og så er der problemer med den måde normænd udtaler bogstavet
u på og når jeg siger æ, så lyder det tydeligvis som om jeg siger e,
i en nordmands ører.

Ja, men det er innafor variasjonen for norsk 'æ'. Bergensk hadde knapt
/æ/ før nylig, og det samme gjelder i de reineste formene av
oslovestkantdialekt. Skriftspråket er inkonsekvent og gjengir noen med e
(<sele>, østl. [sæ(:)La], Oslo V [se:le]) og andre med æ (<fæl>, østl.
[fæ:L], Oslo V [fe:l]). I moderne oslomål kan det se ut til at de
skriftspråknære formene [se:le] og [fæ:L] (gjerne uttalt [fæ:l]) vinner
fram.

Post by Nikitta
Angående at tælle, så er jeg stødt på to forskellige måder at sige 24
på: visse siger fireogtyve og andre siger sjufire og det samme har
jeg hørt om 37, men aldrig om tal over 39. Selv siger jeg sjufire for
at holde alt kosekvent i samme system for så kan jeg bedre finde ud
af det.

24 kan sies tjuefire, fireogtjue eller fireogtyve. Det første er "ny
tellemåte", innført da Oslo fikk sekssifra telefonnummer en gang på
sekstitallet. De to andre er begge "gammel tellemåte". De fleste vil
bruke den nye tellemåten i matematiske sammenhenger eller når de gjengir
telefonnummer men den gamle i vanlig tale. Tjue er nedarva norsk form og
tyve er (fornorska) dansk. I prinsippet skulle jeg ønske at tjue blei
skrevet <tjuge>, for å fange opp flere uttaler av konsonanten (eller
kanskje til og med <tÿge>, men det begynner å bli spesielt).

37 kan sies trettisju, sjuogtredve eller syvogtredve. Her er det første
ny tellemåte, det andre nedarva i norsk (trur jeg) og det tredje henta
fra dansk.

Post by Nikitta
Det er en hjælp for mig at jeg tidligere har boet og arbejdet i
Sverige i tre år - specielt hvad angår tallene og visse ord, for
norsk har jo noget til fælles med både dansk og svensk.

Det er riktig. En dansk kamerat av meg (som har flytta) blanda stadig
inn svenske ord i det danske, men han blei ikke lenge nok til å få
kontroll på når det passa.

Post by Nikitta

Post by Trond Engen
Du må også finne ut hvor norsk norsk du vil snakke og/eller skrive.
Skal du som danske lære deg norske diftonger, verbbøyinger og
forskjell på han- og hunkjønn -- vanlig i de fleste talemål men ikke
like vanlig i skrift -- må du øve mer enn om du bare vil gjøre det
danske enklere for nordmenn.

Jeg vil lære mig så meget jeg kan. Angåedene han og hunkøn så kommer
det til at tage tid for her er ting indimellem omvendt af hvad jeg er
vant til.

Skiller du mellom han- og hunkjønn i dansk? Det vil slett ikke være
logisk og konsekvent hva som er han- og hunkjønnsord i norsk. Det
langvarige samlivet mellom det kvasioffisielle tokjønnssystemet og det
nedarva trekjønnssystemet har gitt en del merkelige utslag. Begge veier.
Men dette er noe du ikke egentlig kan lære. Det er greit å vite at det
fins og kjenne det igjen når du hører det, men ellers må du bare
opparbeide språkfølelse.

Post by Nikitta

Post by Trond Engen

Post by Nikitta
At bo her hjælper selvfølgeligt gevaldigt på det, men en lille
guide - specielt med fokus på dobbeltord eller "false friends" samt
den norske genitivform ville være meget behjælpelig.

- Den danske s-genitiven er vanlig i skrift men ikke så vanlig muntlig.
- Vanligst nå er nok "garpegenitiv". Den er omtrent som s-genitiv
men med 'sin', 'si' eller 'sitt' i steden for '-s'. "Mannen sin
bil", "Kari si dokke", "Far sitt hus". Det kan også brukes med
gjenstander som "eiere", men er nok vanligere med personer.

Ja - den hører jeg ofte, men jeg hører både "min x" og "x'en min" så
jeg spekulerer på om der er visse ord hvor det skal før og andre hvor
det skal sidst, eller om det er en smagssag.

En dialektsak som delvis er blitt en stilnivåsak. Dermed vil nok mange
skille på ord: "Min hustru" men "kjerringa mi". 'Kone' kan gå begge
veier. Etterstilt eiendomspronomen er norsk. Foranstilt er dansk,
danskprega norsk og bergensk. Du vil ikke høre foranstilt
hunkjønnspronomen. Men eiendomspronomen henger ikke direkte sammen med
garpegenitiv. Også dia- eller idiolekter uten garpegenitiv bruker
eiendomspronomen. De bruker bare ikke "sin" på den måten.

Post by Nikitta
eksempelvis så jeg en dag min kæreste skrive "dame min sin PC" eller
noget i den retning og hvad hvis der er endnu flere led, som
eksempelvis min kærestes mors fætter?

Flere typer genitiv kan være nyttig. Det blir litt som å bruke
forskjellige parenteser. Jeg trur jeg ville sagt og skrevet "PC-en til
dama mi".

Post by Nikitta

Post by Trond Engen
- En annen som er mye i bruk er til-genitiv. "Bilen til mannen",
"dokka til Kari", "huset til far".

Ja, den har jeg af og til hørt.

Det er min naturlige genitiv, og slik er det nok for de fleste på det
sentrale Østlandet, i hvert fall fra et sted i tredveåra og oppover. Men
det kan nok være at noen legger den bort når de snakker med dansker. Vi
har fått det for oss at garpegenitiv er "korrekt", så det er helst det
vi normaliserer til når vi vil gjøre oss forstått. Vil du legge deg til
"ekte" oslomål skal du velge til-genitiv. Den er også mer akseptabel i
skrift enn garpegenitiven, men det holder kanskje på å jevne seg ut.

Post by Nikitta

Post by Trond Engen
- En eldre form, som nok er på vei ut, er pronomen-genitiv. Den kan
bare brukes med navn eller nesten-navn. "Dokka hennes Kari" og
"huset hans far" men ikke "bilen hans mannen".

Den har jeg aldrig hørt.

Den henger sammen med "navneartikkel", som er naturlig (men delvis på
vei ut) i de fleste norske og svenske dialekter nord for ei linje
omtrent fra Gävle til Stavanger: "No har a Kari og n Ola vøri gift i
tjuge år". Det er ikke vanlig i bymål.

[Tom Wagner]

Post by Trond Engen
Snakke? Som du sikkert alt har merka, skjønner de fleste nordmenn deg
allerede.

Ja vi forstår hinanden i Norden.
Se fx http://www1.nrk.no/nett-tv/indeks/26476

Hilsen Tom

[Trond Engen]

Post by Tom Wagner

Post by Trond Engen
Snakke? Som du sikkert alt har merka, skjønner de fleste nordmenn
deg allerede.

Ja vi forstår hinanden i Norden.
Se fx http://www1.nrk.no/nett-tv/indeks/26476

Vi ser at det er lettere for dansker å gjøre seg forstått i Norge enn i
Danmark.

Neida, jeg mener ikke at dansk er problemfritt for nordmenn, men de
fleste av oss klarer å knekke koden ganske fort. Og en danske i Oslo
lærer seg også raskt noen knep.

[Helge S]

Post by Nikitta
For få uger siden ankom jeg til Oslo hvor vi nu har tænkt os at bo.
Sædvanligvis har jeg intet problem med at snakke tæt nok på norsk til at de
fleste nordmænd vil forstår mig uden problemer, men jeg vil altså gerne
lære mig norsk ordentligt.
At bo her hjælper selvfølgeligt gevaldigt på det, men en lille guide -
specielt med fokus på dobbeltord eller "false friends" samt den norske
genitivform ville være meget behjælpelig.
Er der nogen her som kan anbefale en god sådan eller som har nogle gode
tips of råd for en dansker som prøver at lære sig norsk i Norge?

Der findes en rigtig bog der hedder Norsk for Dansker, Anton Fjeldstad og
Jens Cramer, Wessel og Huitfeldt 1995.
Har gode afsnit om udtale og grammatik set med danske øjne. Desuden omtale
af begge sprog og lidt sproghistorie.

[Nikitta]

Post by Helge S
Der findes en rigtig bog der hedder Norsk for Dansker, Anton Fjeldstad
og Jens Cramer, Wessel og Huitfeldt 1995.
Har gode afsnit om udtale og grammatik set med danske øjne. Desuden
omtale af begge sprog og lidt sproghistorie.

Pudsigt. Jeg vil se efter den. Tak for ideen.

Med Venlig Hilsen,
Nikitta.

[Helge S]

Post by Nikitta

Post by Helge S
Der findes en rigtig bog der hedder Norsk for Dansker, Anton Fjeldstad
og Jens Cramer, Wessel og Huitfeldt 1995.
Har gode afsnit om udtale og grammatik set med danske øjne. Desuden
omtale af begge sprog og lidt sproghistorie.

Pudsigt. Jeg vil se efter den. Tak for ideen.

I så fald vil jeg lige supplere og korrigere: med begge sprog mener jeg
begge norske sprog.

Kapiteloverskrifter:

Lyd og skrift
Grammatikk
Liten dansk-norsk ordliste
Norsk talemål
Den spåkhistoriske, sosiale og polistiske bakgrunnen for spåksituasjonen i
Norge
Den norske språksituationen