Gakke til ...

[Per Rønne]

Jeg var ved at skrive et indlæg om regiteater og opera til
dk.kultur.musik.klassisk, da jeg ville anvende udtrykket »gakke til
Peter Jacksons filmatisering af Ringenes Herrre«, hvis man ville få
ungdommen i Operaen.

Men Politikens Store Ordbog kendte tilsyneladende ikke verbet, og ej
heller på sproget.dk, med DDS var der bid. Ikke engang ODS var rigtigt
med her ... henviser uforståeligt til 'gaa', og eksemplerne er lidt
uigennemskuelige.

Men det er der på google; 'gakke til' giver i hvert fald 26 hits:

<http://www.google.com/search?client=safari&rls=da-dk&q=%22gakke+til%22&
ie=UTF-8&oe=UTF-8>

Udtrykket er måske enten for arkaisk eller for moderne?

[Boye]

... Ikke engang ODS var rigtigt med her ... henviser
uforståeligt til 'gaa', og eksemplerne er lidt uigennemskuelige.

Hvorfor uforståeligt? Jeg kender det kun fra vendingen "Gak til myren
og bliv vis!" og har altid tænkt på det i betydningen "gå". Hvordan
mener du udtrykket skal forstås?
--
Boye
"Du indlæg er blevet sendt!" - flot klaret, Google.

[Per Rønne]

Post by Boye

... Ikke engang ODS var rigtigt med her ... henviser
uforståeligt til 'gaa', og eksemplerne er lidt uigennemskuelige.

Hvorfor uforståeligt? Jeg kender det kun fra vendingen "Gak til myren
og bliv vis!" og har altid tænkt på det i betydningen "gå". Hvordan
mener du udtrykket skal forstås?

Kigge ... i hvert fald i overført betydning.

[Poul E. Jørgensen]

Post by Boye
Hvorfor uforståeligt? Jeg kender det kun fra vendingen "Gak til myren
og bliv vis!" og har altid tænkt på det i betydningen "gå".

Ja, "gak" er jo en gammel bydeform og det må, i forhold til verbet gå/
gange, have haft en lydudviklingen der svarer til datidsformen "gik".

Vi har i ældre dansk to gamle imperativer:

*gak* til myren og bliv vis
O, *ganger* dog ej vor dør forbi

"gak" var i gammeldansk imperativ ental, mens "ganger" var imperativ 2.
person flertal.

gak og gik opstår under nogle særlige omstændigheder, hvor urnordisk vokal +
nk mister sit n, sml.
gank -> gakk
gênk -> gekk (ental, sml. nudansk gik, men gammeldansk flertal ginge)

Udviklingen forklarer en del nordiske særformer, fx
tykkes (jf. tysk dünken, vistnok engelsk think)
drikke (jf. tysk trinken, engelsk drink)
stikke (jf. gammeldansk nutid stinge, engelsk sting)

Kortformerne "få" og "gå" opstår ved noget tilsvarende:
urnordisk fanhan -> faha -> fá (men datid fekk/ fingu)
ganhan -> gaha -> gá (men datid gekk/ gingu)
Dette medførte analogidannelser, så vi fik verbalparrene
gå - gange
få - fange (ang. fange, sml. ældre brug i salmer som "Påskeklokken kimed
mildt" (1848), hvor der står: Gud, han raader, naar vi fange Sejr igjen.

[Bertel Lund Hansen]

Post by Poul E. Jørgensen
O, *ganger* dog ej vor dør forbi

Jeg troede at det var konjunktiv.

[Jens Brix Christiansen]

On Thu, 31 Jan 2008 22:26:32 +0100, Bertel Lund Hansen

Post by Bertel Lund Hansen

Post by Poul E. Jørgensen
O, *ganger* dog ej vor dør forbi

Jeg troede at det var konjunktiv.

Så skulle der vel have været et grundled.

[Poul E. Jørgensen]

Post by Bertel Lund Hansen

Post by Poul E. Jørgensen
O, *ganger* dog ej vor dør forbi

Jeg troede at det var konjunktiv.

Man havde i princippet 3 bydeformer:
2. pers. ental: gak
1. pers. flertal gangum
2. pers. flertal ganger

Meget karakteristisk findes kortformen af bydeform kun i ental.
Flertalsformerne er sammenfaldende med konjunktiv, hvilket dog sjældent kan
ses.
Men det er tydeligt i denne linie:

Sjungom, drickom och varom glada hela gänget! = lad os synge, lad os drikke
og lad os være etc.
"varom" svarer til konjunktivformen, hvor den gamle svenske indikativ vil
hedde ärom.

Svensk har bevaret dem i masser af kendte eksempler fra viseskatten:
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!

= lad os besynge studentens lykkelige dag, lad os glædes etc..

Eller Bellmann:
Sjungom Bröder, sjung min Visa;
Kjärlek skall mitt hjerta spisa,
Verldsbekymret til en lisa :||:
Sjungom Systrar nu med Brödren gör som jag
Och drick båd' natt och dag.

På tysk ses det samme - verbernes flertalsbydeformer er identiske med
indikativ, undtagen ved verbet sein (= være):
geh(e), gehen wir, geht, men sei, seien wir, seid, hvor bydeformerne af sein
i flertal er identiske med konjunktiv.

For at vende tilbage til "ganger". Formen, der findes tilsvarende i
gammelnorsk og gammelsvensk, er ikke konjunktiv. Denne hed gangið og var
identisk med indikativ. Typen ganger synes at være en nydannelse.

[Bertel Lund Hansen]

Post by Poul E. Jørgensen
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!

Jeg er med på at "sjungom" er et svensk ord, men skal første
linje i den sang ikke være "sjung om"? Der er ca. lige mange
træffere med de to muligheder på svenske sider.

[Per Vadmand]

Post by Bertel Lund Hansen

Post by Poul E. Jørgensen
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!

Jeg er med på at "sjungom" er et svensk ord, men skal første
linje i den sang ikke være "sjung om"? Der er ca. lige mange
træffere med de to muligheder på svenske sider.

Jeg lærte i skolen, at det er en konjunktiv: "Sjungom" = lad os besynge
(studentens lykkelige dag)
Jvf. næste linie: "Låtom oss fröjdas" Lad os glædes (ved ungdommens vår).

Per V

[Jens Brix Christiansen]

Post by Per Vadmand
Jeg lærte i skolen, at det er en konjunktiv: "Sjungom" = lad os besynge
(studentens lykkelige dag)

Oversættelsen er rigtig nok, men den type gensidig opfordring plejer
man vel så at klassificere som imperativ 1. person flertal.

Post by Per Vadmand
Jvf. næste linie: "Låtom oss fröjdas" Lad os glædes (ved ungdommens vår).

Ja, det er samme endelse (-om). Den er forsvundet ud af samtidens
svensk. Den holdt længe i Svenska Kyrkans ritualer, men der siger man
heller ikke længere "låtom oss bedja", men "låt oss bedja".

[Poul E. Jørgensen]

Post by Jens Brix Christiansen
Ja, det er samme endelse (-om). Den er forsvundet ud af samtidens
svensk. Den holdt længe i Svenska Kyrkans ritualer, men der siger man
heller ikke længere "låtom oss bedja", men "låt oss bedja".

Mange ældre danskere husker stadig præstens "Lader os alle bede".

[Poul E. Jørgensen]

Post by Jens Brix Christiansen
Oversættelsen er rigtig nok, men den type gensidig opfordring plejer
man vel så at klassificere som imperativ 1. person flertal.

Det synes jeg - som antydet ovenfor - bestemt er bedre end det intetsigende
konjunktiv.
Formen "sjungom" i sig selv er i ældre svensk både indikativ og konjunktiv.
Alene formen "varom" = lad os være (et eller andet) viser at det er en
konjunktiv.

Men brugen svarer til det andre sprog - plus Jens Brix Christiansen - kalder
gensidig eller indbyrdes opfordring, som udtrykker verbalformens indhold.
Ligheden med imperativen ligger jo også i at formen altid er uden subjekt:
sjungom den lyckliga dag
låtom os fröjdas
Sjungom, drickom och varom glada etc.

[Jens Brix Christiansen]

On Fri, 01 Feb 2008 00:05:19 +0100, Bertel Lund Hansen

Post by Bertel Lund Hansen

Post by Poul E. Jørgensen
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!

Jeg er med på at "sjungom" er et svensk ord, men skal første
linje i den sang ikke være "sjung om"? Der er ca. lige mange
træffere med de to muligheder på svenske sider.

Det kræver kun en lille, ganske bitte kildekritisk indsats at afklare
at den oprindelige tekst begynder sådan her:

Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!

Versionen med "sjung om" er en naturlig misforståelse fordi "sjungom"
nu er blevet så gammeldags at man direkte skal undervises i at det
engang har heddet sådan, for at forstå det, samtidig med at "sjung om"
giver god mening (omend ikke helt samme mening, da "sjung" er 2.
person, mens "sjungom" er 1. person).

[A R:nen]

Post by Jens Brix Christiansen
Det kræver kun en lille, ganske bitte kildekritisk indsats at afklare
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!
Versionen med "sjung om" er en naturlig misforståelse fordi "sjungom"
nu er blevet så gammeldags at man direkte skal undervises i at det
engang har heddet sådan, for at forstå det, samtidig med at "sjung om"
giver god mening (omend ikke helt samme mening, da "sjung" er 2.
person, mens "sjungom" er 1. person).

Jeg har ellers læst nogen påstå på alvor (kan desværre ikke længere
finde kilden, muligvis Mikael Reuter) at den oprindelige misforståelse
netop er sket den anden vej, vel mest fordi det skulle have sket så
tidligt at -om-former stadig var en levende del af sproget eller i
hvert fald noget de fleste kunne besserwisse til husbehov. (Nåh, det
kan vi jo stadigvæk.) "Dag" som objekt til "sjunga" (som vel i givet
fald skulle betyde noget i retning af 'lovprise', en dag er jo ikke
ligefrem noget man virkelig kan synge) er jo altså meget mærkeligt
selv i digtsprog.

[Per Vadmand]

A R:nen wrote:
en dag er jo ikke

Post by A R:nen
ligefrem noget man virkelig kan synge) er jo altså meget mærkeligt
selv i digtsprog.

"Vreden, Gudinde, besyng, som greb Peleiden Akilleus ..."

At besynge er vel stadig gangbart dansk? Med alle bøjningsformer medtaget
giver verbet ca 60.000 hits på Google.

Per V

[A R:nen]

Post by A R:nen
en dag er jo ikke

Post by A R:nen
ligefrem noget man virkelig kan synge) er jo altså meget mærkeligt
selv i digtsprog.

At besynge er vel stadig gangbart dansk? Med alle bøjningsformer medtaget
giver verbet ca 60.000 hits på Google.

"Besjunga" er også gangbart svensk, men at synge noget og besynge
noget er da netop ikke det samme.

Det eneste jeg fandt på nettet er
<http://www.militarmusiksamfundet.com/show_artikel.asp?id=prinsgustaf>:

# Hans mest kända komposition Studentsången ("Sjung om studentens
# lyckliga dag", vilket är ursprunglig textversion, ej "Sjungom"), som
# publicerades 1851 med titeln Marsch, förekom sålunda även med titeln
# Marsch till chefen för Jönköpings regemente.

Og så er der også Ferry, Karin: "Sjung om eller sjungom?", Nysvenska
studier Årg. 58, 1978, s. 51-94 (at man kan bruge over 40 sider på
dette betyder vel at det ikke er helt så enkelt), hvis der lige skulle
være nogen der skulle tage en tur til biblioteket...

[Poul E. Jørgensen]

Post by A R:nen
en dag er jo ikke

Post by A R:nen
ligefrem noget man virkelig kan synge) er jo altså meget mærkeligt
selv i digtsprog.

"Vreden, Gudinde, besyng, som greb Peleiden Akilleus ..."
At besynge er vel stadig gangbart dansk? Med alle bøjningsformer
medtaget giver verbet ca 60.000 hits på Google.

Æneiden på latin begynder:
Arma virumque cano ... = "jeg synger om våben og om den mand ...", hvor arma
og virum er objekt for cano.
Indledningen er selvfølgelig kalkeret over indledningsverset til Iliaden.

Så formentlig er det svenske "sjungom den lyckliga dag" = "besyng den
lykkelige dag" en latinisme.

[Jens Brix Christiansen]

Post by A R:nen

Post by Jens Brix Christiansen
Det kræver kun en lille, ganske bitte kildekritisk indsats at afklare
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!
Versionen med "sjung om" er en naturlig misforståelse fordi "sjungom"
nu er blevet så gammeldags at man direkte skal undervises i at det
engang har heddet sådan, for at forstå det, samtidig med at "sjung om"
giver god mening (omend ikke helt samme mening, da "sjung" er 2.
person, mens "sjungom" er 1. person).

Jeg har ellers læst nogen påstå på alvor (kan desværre ikke længere
finde kilden, muligvis Mikael Reuter) at den oprindelige misforståelse
netop er sket den anden vej, vel mest fordi det skulle have sket så
tidligt at -om-former stadig var en levende del af sproget eller i
hvert fald noget de fleste kunne besserwisse til husbehov. (Nåh, det
kan vi jo stadigvæk.)

Det er i hvert fald rigtigt. Men det skyldes måske at Bellmans
tekster, som er ca. 60 år ældre end studentersangen, stadig synges.
Han kan jo i hvert fald det med "låtom". Og så er der lige Fredmans
Epistel nr. 1, som starter sådan her:

Sant va dä, ingen dricker; drick käre Bröder; Skåder
glasenom på bordenom i Krogenom; betraktom Stopenom på
hyllomen inom Skåpdörrenom; ...

Det etablerer jo en vis litterær tradition for at gøre grin med -om,
selv om det kun er "betraktom" der rammer i plet her.

Post by A R:nen
"Dag" som objekt til "sjunga" (som vel i givet
fald skulle betyde noget i retning af 'lovprise', en dag er jo ikke
ligefrem noget man virkelig kan synge) er jo altså meget mærkeligt
selv i digtsprog.

Ikke desto mindre anføres det som eksempel i SAOB:

i uttr. sjunga om ngn l. ngt (förr äv. utav ngt) l. (numera bl. i
vitter stil, ålderdom­ligt) med direkt (förr äv. indirekt) obj., i
uttr. sjunga ngn l. ngt, i sång l. poesi behandla ngn l.ngt l. skildra
ngt l. besjunga l. lovprisa ngn l. ngt; i tr. anv. äv.: i sång l.
poesi ge uttryck åt (känsla o. d.); äv. bildl.; förr äv. (med indirekt
obj.) i uttr. sjunga ngn ngt, lovsjunga ngn för ngt.
Iach (skall) prijsa tigh (Gud) j bland hedninganar, och siwnga thino
nampne. Rom. 15: 9 (NT 1526; Bib. 1917: lovsjunga). Iach will siunga
herranom, at han haffuer vpholpit mich. Psalt. 13: 6 (öv. 1536; Bib.
1917: sjunga till Herrens ära). Därs. 89: 2 (: vtaff). Jagh wil tigh
Herre siunga / Så länge jagh anda haar. Ps. 1695, 33: 5. TRANÉR Nossis
31 (1821; bildl.). Sjungom studentens lyckliga dag. PT 1852, nr 66, s.
1; jfr
HOLM BevO 301 (1948).

[A R:nen]

Post by Jens Brix Christiansen
Det er i hvert fald rigtigt. Men det skyldes måske at Bellmans
tekster, som er ca. 60 år ældre end studentersangen, stadig synges.
Han kan jo i hvert fald det med "låtom".

Og der er jo helt klart også "låtom" på næste linje, det skulle vel
kunne have bidraget til den analogiske forståelse af de(t) første ord
som "sjungom".

Post by Jens Brix Christiansen

Post by A R:nen
"Dag" som objekt til "sjunga" (som vel i givet
fald skulle betyde noget i retning af 'lovprise', en dag er jo ikke
ligefrem noget man virkelig kan synge) er jo altså meget mærkeligt
selv i digtsprog.

Ja, og det skulle i givet fald kunne bevise at misforståelsen er meget
etableret (der er jo også langt flere websider der påpeger at "sjung om"
er forkert). Det særlige er jo at den dobbelte misforståelse muligvis
bringer teksten tilbage til den oprindelige version.

[Jens Brix Christiansen]

Post by A R:nen
Og der er jo helt klart også "låtom" på næste linje, det skulle vel
kunne have bidraget til den analogiske forståelse af de(t) første ord
som "sjungom".

Hele verset er jo i øvrigt holdt i 1. person flertal. Det ville jo så
være lidt underligt at begynde med en imperativ i 2. person ("sjung").
Måske især da det er 2. person ental, medmindre naturligvis
flertalsformen "sjungen", som Bellman brugte, var gået af mode i 1852.

[Poul E. Jørgensen]

Post by Jens Brix Christiansen
i uttr. sjunga om ngn l. ngt (förr äv. utav ngt) l. (numera bl. i
vitter stil, ålderdom­ligt) med direkt (förr äv. indirekt) obj., i
uttr. sjunga ngn l. ngt, i sång l. poesi behandla ngn l.ngt l. skildra
ngt l. besjunga l. lovprisa ngn l. ngt; i tr. anv. äv.: i sång l.
poesi ge uttryck åt (känsla o. d.); äv. bildl.; förr äv. (med indirekt
obj.) i uttr. sjunga ngn ngt, lovsjunga ngn för ngt.
Iach (skall) prijsa tigh (Gud) j bland hedninganar, och siwnga thino
nampne. Rom. 15: 9 (NT 1526; Bib. 1917: lovsjunga). Iach will siunga
herranom, at han haffuer vpholpit mich. Psalt. 13: 6 (öv. 1536; Bib.
1917: sjunga till Herrens ära). Därs. 89: 2 (: vtaff). Jagh wil tigh
Herre siunga / Så länge jagh anda haar. Ps. 1695, 33: 5. TRANÉR Nossis
31 (1821; bildl.). Sjungom studentens lyckliga dag. PT 1852, nr 66, s.

Hvor vi altså har:
iach will siunga herranom
jagh wil tigh Herre siunga
sjungom studentens lyckliga dag

plus en til:
Liten sven i kungasal / . . han sjunger sitt hjertas djupa qval /

Så jeg tror heller ikke på at eftertiden har omskrevet et oprindeligt "sjung
om" til "sjungom". Det ville logisk set da også være løjerligt.
Hvis Bellmanns håndskrifter er overleveret, skulle det jo være muligt at
tjekke det.

Selvom om skrivningen "sjungom" skulle være en trykfejl i de udgaver der kom
på Bellmanns tid, har vi på den anden side jo ingen sikkerhed for at
Bellmann har gidet henvende sig til trykkeren for at få lavet en rettelse i
nye udgaver. Trykfejl var i datiden ganske almindeligt, og nutidens
videnskabelige udgaver gør jo meget ud af at komme originalen så nær som
muligt. Men jo ældre teksterne er, jo vanskeligere kan det være.

[Poul E. Jørgensen]

Post by Poul E. Jørgensen
Så jeg tror heller ikke på at eftertiden har omskrevet et oprindeligt
"sjung om" til "sjungom". Det ville logisk set da også være løjerligt.
Hvis Bellmanns håndskrifter er overleveret, skulle det jo være muligt
at tjekke det.

Sikker noget gas. Det er jo ikke Bellmann.

Men argumentationen står jeg dog ved!

[A R:nen]

Post by Poul E. Jørgensen

Post by Poul E. Jørgensen
Så jeg tror heller ikke på at eftertiden har omskrevet et oprindeligt
"sjung om" til "sjungom". Det ville logisk set da også være løjerligt.
Hvis Bellmanns håndskrifter er overleveret, skulle det jo være muligt
at tjekke det.

Og det har Jan Böhme på swnet.svenska vist rent faktisk gjort:
<http://groups.google.com/group/swnet.svenska/browse_frm/thread/9f5f543159cf780c/96734b64e0c0cd10?lnk=st&q=#96734b64e0c0cd10>
(Muligvis var det denne diskussion jeg tænkte på.)

Post by Poul E. Jørgensen
Sikker noget gas. Det er jo ikke Bellmann.

Nej, det er Herman Sätherberg der har skrevet teksten.

[David T. Metz]

Post by Per Rønne
Men Politikens Store Ordbog kendte tilsyneladende ikke verbet,

Verbet hedder "gå" i infinitiv. Det giver i DDO:
gak bruges undertiden som imperativ i stedet for gå, med arkaiserende
el. spøgende virkning;
Suk. Mindst halvdelen er vist skrevet af staveudfordrede.

Gakke har ODS faktisk:
(spøg., jarg., dannet til imp. gak:) gakke ['gag∂] Gadeordb.2159. (Sara)
siger til Abraham: “Se, Herren haver tillukket mig. Gak til min Pige.” .
. Og Abraham gakkede til Pigen – og hun undfik.
OBenzon.Forældre.(1922).69. jf. Gagakker, Gikkengak(ken).

http://ordnet.dk/ods/opslag?id=451661&liste=alfa

David

[Per Rønne]

Post by David T. Metz

Post by Per Rønne
Men Politikens Store Ordbog kendte tilsyneladende ikke verbet,

gak bruges undertiden som imperativ i stedet for gå, med arkaiserende
el. spøgende virkning;

Det virker så som om jeg altid har misforstået betydningen af dette,
danske ord.

Post by David T. Metz
Suk. Mindst halvdelen er vist skrevet af staveudfordrede.
(spøg., jarg., dannet til imp. gak:) gakke ['gag∂] Gadeordb.2159. (Sara)
siger til Abraham: "Se, Herren haver tillukket mig. Gak til min Pige." .
. Og Abraham gakkede til Pigen – og hun undfik.
OBenzon.Forældre.(1922).69. jf. Gagakker, Gikkengak(ken).
http://ordnet.dk/ods/opslag?id=451661&liste=alfa

Ja, jeg fandt faktisk »gakke«, men med en uforståelig henvisning til
»gå« - hvor jeg fandt »gakke til«, men ikke kunne få det til at stemme
med »gå« ...

[Poul E. Jørgensen]

Post by Per Rønne
Ja, jeg fandt faktisk »gakke«, men med en uforståelig henvisning til
»gå« - hvor jeg fandt »gakke til«, men ikke kunne få det til at stemme
med »gå« ...

"gakke" er en morsom form - som det til dels stadig er.
"Gak hen og gør ligeså". "OK, så gakker jeg hen" etc.

[Arne Skriver]

Post by Per Rønne
Jeg var ved at skrive et indlæg om regiteater og opera til
dk.kultur.musik.klassisk, da jeg ville anvende udtrykket »gakke til
Peter Jacksons filmatisering af Ringenes Herrre«, hvis man ville få
ungdommen i Operaen.
Men Politikens Store Ordbog kendte tilsyneladende ikke verbet, og ej
heller på sproget.dk, med DDS var der bid. Ikke engang ODS var rigtigt
med her ... henviser uforståeligt til 'gaa', og eksemplerne er lidt
uigennemskuelige.
<http://www.google.com/search?client=safari&rls=da-dk&q=%22gakke+til%22&
ie=UTF-8&oe=UTF-8>
Udtrykket er måske enten for arkaisk eller for moderne?
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk

Jeg kender sætningen "gak hen og gør ligeså". Den giver 116 hits på Google.

Arne Skriver

[Rune Zedeler]

Ingen har vist endnu nævnt "Gak ud min sjæl", der står i den danske
salmebog.

Jeg vidste faktisk ikke, at "gak" var en bydeform af "gå". Det bibringer
jo en helt ny dimension til Monty Pythons gakkede gangarter.

-Rune

[Per Rønne]

Post by Rune Zedeler
Ingen har vist endnu nævnt "Gak ud min sjæl", der står i den danske
salmebog.
Jeg vidste faktisk ikke, at "gak" var en bydeform af "gå". Det bibringer
jo en helt ny dimension til Monty Pythons gakkede gangarter.

Som du anfører har dette nok noget at gøre med den tidligste
runeindskrift vi havde i gymnasiet [student 1972].

»Gak-gak-gak« :-).

Runeindskrifterne fra Illerup Mose stammer fra 200-tallet, blev først
fundet senere - og er på ingen måde 'gakkede'. Det er indskrifter på
skjold og sværd der angiver produktionssted og ejermand. Svarende til
»Made in Norway« og »Vagn« - ja, en af de norske ledere der angreb
jyderne hed faktisk »Wagnijo« og våbensmedjen identificeres med »Nithijo
tawide«. »Nithijo gjorde eller lod gøre«.

Alt nedsænket i mosen efter den jyske sejr.

[Wilstrup]

Post by Rune Zedeler
Ingen har vist endnu nævnt "Gak ud min sjæl", der står i den
danske salmebog.
Jeg vidste faktisk ikke, at "gak" var en bydeform af "gå".
Det bibringer jo en helt ny dimension til Monty Pythons
gakkede gangarter.
-

Vi har det fx i et ordsprog: "Gak til myren og blive viis!"

[kjaer]

Post by Wilstrup

Post by Rune Zedeler
Ingen har vist endnu nævnt "Gak ud min sjæl", der står i den
danske salmebog.
Jeg vidste faktisk ikke, at "gak" var en bydeform af "gå".
Det bibringer jo en helt ny dimension til Monty Pythons
gakkede gangarter.
-

Vi har det fx i et ordsprog: "Gak til myren og blive viis!"

Gak til myren med dit fis!

[Erik Olsen DK]

Post by Rune Zedeler
Det bibringer jo en helt ny dimension til Monty Pythons
gakkede gangarter.

Det skyldes mere den lidt uheldige oversættelse af "silly walks".

[Poul E. Jørgensen]

Post by Rune Zedeler
gakkede gangarter.

"gak" i den betydning er efter alt at dømme et fransk låneord.
"il est gaga" betyder på fransk: han er senil, lallende. Han kan altså ikke
sige andet end gaga.

"gak i låget" er if. Pia Jarvad "Nye ord 1955-1998" først belagt i 1975. Hun
anfører fra Vogel-Jørgensen: Bevingede Ord (1940) "Være gaga - der nu
betyder: være let aandssvag, senil".

[Per Rønne]

Post by Poul E. Jørgensen

Post by Rune Zedeler
gakkede gangarter.

"gak" i den betydning er efter alt at dømme et fransk låneord.
"il est gaga" betyder på fransk: han er senil, lallende. Han kan altså ikke
sige andet end gaga.
"gak i låget" er if. Pia Jarvad "Nye ord 1955-1998" først belagt i 1975. Hun
anfører fra Vogel-Jørgensen: Bevingede Ord (1940) "Være gaga - der nu
betyder: være let aandssvag, senil".

Sig mig, var der ikke et af de allerældste runeindskrifter [før Illerup
Mose-fundene] der indeholdt meningsløsheder, herunder ordet
'gak-gak-gak'? Noget hvorom vi i 1g i danskundervisningen fik at vide at
det viste, at man havde anset runerne som noget magisk.

Runeindskriften var fra germansk jernalder, og som jeg har læst det, var
germansk jernalder herhjemme mindre raffineret end romersk jernalder - i
romersk jernalder var det tilsyneladende normalt for nordgermanske
'drengr' at tage tjenste som lejesoldater i den romerske hær i nogle år.

[Poul E. Jørgensen]

Post by Per Rønne

Post by Poul E. Jørgensen
"gak i låget" er if. Pia Jarvad "Nye ord 1955-1998" først belagt i
1975. Hun anfører fra Vogel-Jørgensen: Bevingede Ord (1940) "Være
gaga - der nu betyder: være let aandssvag, senil".

Sig mig, var der ikke et af de allerældste runeindskrifter [før
Illerup Mose-fundene] der indeholdt meningsløsheder, herunder ordet
'gak-gak-gak'?

Jeg er sikkert lidt langsom i det, men hvad vil du sige med dit indlæg?

[Per Rønne]

Post by Poul E. Jørgensen

Post by Per Rønne

Post by Poul E. Jørgensen
"gak i låget" er if. Pia Jarvad "Nye ord 1955-1998" først belagt i
1975. Hun anfører fra Vogel-Jørgensen: Bevingede Ord (1940) "Være
gaga - der nu betyder: være let aandssvag, senil".

Sig mig, var der ikke et af de allerældste runeindskrifter [før
Illerup Mose-fundene] der indeholdt meningsløsheder, herunder ordet
'gak-gak-gak'?

Jeg er sikkert lidt langsom i det, men hvad vil du sige med dit indlæg?

Som jeg skrev i et andet indlæg i denne tråd, så havde vi i 1. g
[skoleåret 69/70] i dansk /runedansk/, hvor vi læste gamle
runeindskrifter.

Vi fik at vide at de ældste runeindskrifter tydeligt viste at runerne
opfattedes som mystiske i samtiden, og vi fik en helt meningsløs
indskrift, som afsluttedes med udsagnet 'gak-gak-gak'.

Jeg har altid opfattet denne runeindskrift, som må have været kendt fra
i hvert fald 1800-tallet, som ophavsmand til vendingen 'at være gak'.

De ældste runeindskrifter vi læste var fra germansk jernalder, men man
har altså senere i Illerup Mose opdagt runeindskrifter, som havde rent
praktiske formål. Disse stammer fra romersk jernalder, og burde så vise
noget om et kulturtab i folkevandringstiden. Også i hvad der blev til
Danmark.

[Poul E. Jørgensen]

Post by Per Rønne
Jeg har altid opfattet denne runeindskrift, som må have været kendt
fra i hvert fald 1800-tallet, som ophavsmand til vendingen 'at være
gak'.

Det mener du da forhåbentlig ikke i fuld alvor.

[Per Rønne]

Post by Poul E. Jørgensen

Post by Per Rønne
Jeg har altid opfattet denne runeindskrift, som må have været kendt
fra i hvert fald 1800-tallet, som ophavsmand til vendingen 'at være
gak'.

Det mener du da forhåbentlig ikke i fuld alvor.

Nu brugte jeg perfektum, hvilket betyder at jeg er åben for den anden
mulighed - som er nævnt her i tråden.

[Poul E. Jørgensen]

Post by Per Rønne
Nu brugte jeg perfektum, hvilket betyder at jeg er åben for den anden
mulighed - som er nævnt her i tråden.

Undskyld mig Per, men hvis du er åben for et urnordisk gak = være gak i
låget, så er jeg bange for at jeg ikke kan bringe noget der vil
tilfredsstille dig.

[Per Rønne]

Post by Poul E. Jørgensen

Post by Per Rønne
Nu brugte jeg perfektum, hvilket betyder at jeg er åben for den anden
mulighed - som er nævnt her i tråden.

Undskyld mig Per, men hvis du er åben for et urnordisk gak = være gak i
låget, så er jeg bange for at jeg ikke kan bringe noget der vil
tilfredsstille dig.

Så misforstår du mig.

Jeg har indtil nu regnet med at 'gak-gak' kom fra omtalte runeindskrift,
og i denne tråd for jeg så at vide at det skyldes påvirkning fra vistnok
tysk. Det er den mulighed jeg er åben over for ...

[Poul E. Jørgensen]

Post by Per Rønne

Post by Poul E. Jørgensen

Post by Per Rønne
Nu brugte jeg perfektum, hvilket betyder at jeg er åben for den
anden mulighed - som er nævnt her i tråden.

Undskyld mig Per, men hvis du er åben for et urnordisk gak = være
gak i låget, så er jeg bange for at jeg ikke kan bringe noget der vil
tilfredsstille dig.

Så misforstår du mig.
Jeg har indtil nu regnet med at 'gak-gak' kom fra omtalte
runeindskrift, og i denne tråd for jeg så at vide at det skyldes
påvirkning fra vistnok tysk. Det er den mulighed jeg er åben over for
...

Så skal jeg prøve at være seriøs.
Hvad er det for en runeindskrift?

[Per Rønne]

Post by Poul E. Jørgensen

Post by Per Rønne

Post by Poul E. Jørgensen

Post by Per Rønne
Nu brugte jeg perfektum, hvilket betyder at jeg er åben for den
anden mulighed - som er nævnt her i tråden.

Undskyld mig Per, men hvis du er åben for et urnordisk gak = være
gak i låget, så er jeg bange for at jeg ikke kan bringe noget der vil
tilfredsstille dig.

Så misforstår du mig.
Jeg har indtil nu regnet med at 'gak-gak' kom fra omtalte
runeindskrift, og i denne tråd for jeg så at vide at det skyldes
påvirkning fra vistnok tysk. Det er den mulighed jeg er åben over for
...

Så skal jeg prøve at være seriøs.
Hvad er det for en runeindskrift?

Jeg gik i 1g i skoleåret 69/70, og jeg kan ganske simpelt ikke huske
det. Og når det er så lang tid siden, så kan man jo heller ikke se bort
fra en erindringsforskydelse.

Men jeg husker altså at vi havde en runeindskrift, og den må have stået
i Falkestjerne 1, som afsluttedes med 'gak-gak-gak', og hvis indhold var
totalt meningsløst, muligvis har hovedindholdet bare været futharken,
altså en alfabetisk oplistning af runerne. Det blev brugt til at vise at
man på den tid anså selve runerne som magiske, og at indholdet har været
mindre væsentligt.

Jeg har prøvet at se efter i Politikens Danmarkshistorie og i Politikens
Danmarks Litteraturhistorie [4 bind], begge fra 60erne, men har ikke
kunnet finde noget dér.

[Poul E. Jørgensen]

Post by Per Rønne
Men jeg husker altså at vi havde en runeindskrift, og den må have
stået i Falkestjerne 1, som afsluttedes med 'gak-gak-gak', og hvis
indhold var totalt meningsløst, muligvis har hovedindholdet bare
været futharken, altså en alfabetisk oplistning af runerne. Det blev
brugt til at vise at man på den tid anså selve runerne som magiske,
og at indholdet har været mindre væsentligt.

Det er selvfølgelig det der er løsningen.
Hovedparten af urnordiske indskrifter fra 200-300 er uforståelige. En del
synes at rumme det samme, fx ord som alu, laÞu, samt mange er med
tilsyneladende tilfældige runer. Man vælger i reglen at tolke dem som
magiske runer, altså runerne skal tilføje genstanden noget magi.
Visse ord er genkendelige: ek = jeg, laukar (formentlig = løg, altså
løgplanten som magisk), enkelte indskrifter er hele sætninger og til dels
læselige.
Visse mærkelige "ord" tolkes som personnavne: Frohila, Niuwila, Houar, Fakar
o.l., nogle kan være våbennavne (fx på sværd, spydspidser o.l.). Men
forskningen har ret tidligt været opmærksom på, at det er navnetyper der
ikke kendes i vikingetid. Hvorfor så ikke? En anden germansk stamme? Ændring
i navngivning? Ændring i religion? Karakteristisk er at de senere så kendte
vikingstidsnavne ikke forekommer (Haraldr, Gormr, Eirikr, Þorsteinn etc).

Jeg kan finde lidt, der ligner det, du mindes fra din læsebog, nemlig den
såkaldte Skåne-brakteat 1:

laÞu laukar gakar alu

- som der findes flere tolkninger til, læs: man aner ikke hvad det betyder.
gakar skal muligvis læser gankar = går, alu betyder muligvis øl.

Der synes ikke at forekomme et ord der hedder gak. Og gjorde det det, kunne
det selvfølgelig ikke være fra fransk gaga.

[Per Rønne]

Post by Per Rønne

Post by Poul E. Jørgensen

Post by Per Rønne
Nu brugte jeg perfektum, hvilket betyder at jeg er åben for den anden
mulighed - som er nævnt her i tråden.

Undskyld mig Per, men hvis du er åben for et urnordisk gak = være gak i
låget, så er jeg bange for at jeg ikke kan bringe noget der vil
tilfredsstille dig.

Så misforstår du mig.
Jeg har indtil nu regnet med at 'gak-gak' kom fra omtalte runeindskrift,
og i denne tråd for jeg så at vide at det skyldes påvirkning fra vistnok
tysk. Det er den mulighed jeg er åben over for ...

»får jeg så at vide« ;-(.