Post by Poul E. JørgensenPost by Peter KnutsenOg hvilket køn antager man normalt, at en enhjørning er?
[Der var noget knas med vores newsserver i går, så den her kom ikke med.
Men sjovt nok en fortsættelse, som nu står før det den kom efter (hvis I
forstår).]
Grammatisk er enhjørning, som du selv angiver, fælleskøn.
Det synes jeg faktisk ikke jeg har angivet.
Post by Poul E. JørgensenDa den er et fantasidyr, har den sikkert hverken hankøn eller hunkøn.
Jeg mener svagt at kunne huske at have læst én tekst, hvori det påstås
at man i middelalderen troede at enhjørningens horn var mere eller
mindre penis-agtigt, altså at det normalt var væsentligt mindre i
størrelse og mindre rigidt, men at når der var behov for det, så
svulmede det op til fuld længde og blev hårdt og kampdygtigt.
Det synes jeg også virker lidt maskulint.
Det kan dog sagtens have været en tekst ment som en joke (enten en nyere
tekst, eller en middelalderlig tekst ment som en joke), men jeg kan ikke
umiddelbart udelukke at det har været en regulær bestiarium-tekst. Det
er så bare lidt underligt at den vinkel på historien ikke er mere
udbredt, for jeg er ikke stødt på den andre steder (kun på den
almindelige vinkel med at de er glade for jomfruer, og at hornet har
helbredende kræfter, også efter at enhjørningen er blevet tillokket og
nedlagt).
Post by Poul E. Jørgensen"Kendskabet" til enhjørninge blev i middelalderen især udbredt gennem det
umådeligt polulære naturhistoriske skrift Physiólogus, som foreligger i
utallige varianter. Physiologus er efterkommeren af senantikke
Så alle middelalderens bestiarier er altså afledt af hans tekster?
Post by Poul E. Jørgensennaturhistoriske skrifter, og omtolkes i middelalderen især kristologisk.
Når løven er så populær i kirkelige kalkmalerier, skyldes det Physiologus'
Løven sover med åbne øjne, ligesom brudgommen i Højsangen [i Gamle
Testamente, PEJ] sagde om sig selv: Jeg sover, men mit hjerte våger.
Da middelalderen tolkede brudgommen i Højsangen som Kristus og bruden som
sjælen, behøvede man i Physiologus ikke at komme med yderligere "beviser".
Eller: Når løvinden får unger, er de døde og moderen vogter tre dage over
dem. På tredjedagen kommer faderen og blæser sin ånde ind på dem og opvækker
dem fra de døde. Her tolkes løven altså som Gud.
I virkeligheden er det sådan, at når en hanløve får scoret en hunløve
med unger, så vil den (altid eller næsten altid) slå hendes unger ihjel,
af forhåbentlig indlysende darwinistiske årsager (man kan så undre sig
over hvorfor hunløverne, der ofte lever i små flokke, lader den enelige
hanløve slippe afsted med sådanne drab). Måske er det kimen til ovenfor
nævnte myte, at man flere gange har set en hanløve stå ved/over nogle
døde løveunger.
Man mente også i middelalderen at panteren havde en sød ånde, der havde
magiske egenskaber, men jeg kan ikke lige huske hvad det var for
egenskaber (jeg kan dog forsøge at slå det op), og jeg fik ikke det
indtryk at man havde en specielt stærk "kobling" mellem ordet "panter"
og så det dyr vi i dag bruger den betegnelse om, hvorimod jeg vil holde
på at en middelalderlig herold, eksempelvis, godt ville kunne tegne en
løve, på sådan vis at vi moderne mennesker ville kunne se hvad det skal
forestille.
Post by Poul E. JørgensenSymbolikken turde være klar nok.
Ang. enhjørninge står fx: Der er også et dyr som på græsk hedder monoceros
[énhorn, PEJ] og på latin unicornis [énhorn, PEJ]. Ph. siger at den har den
natur at når den fødes er den et lille dyr ikke større end et kid, men den
Må man ikke forvente at det er sådan med alle dyr? Hjorte, geder, løver
og andet, at de fødes som små og så vokser sig større?
Eller skal det forstås sådan, at enhjørningeunger (enhjørningekid?) er
exceptionelt små, som nyfødte?
Post by Poul E. Jørgensenhar på sit hoved et meget skarpt horn og ingen jæger kan fange den. Men på
denne måde kan man fange den: Man fører en jomfru til det sted hvor den
færdes og lader hende alene. Når enhjørningen ser hende, springer den op på
hendes skød og omfavner hende. Således kan man fange den og føre den til
De må have haft nogle meget robuste jomfruer, dengang!
Post by Poul E. JørgensenHan er elsket som enhjørningens elskede søn.
- Plus en række andre citater fra biblen, hvor enhjørningen pludselig
kaldes renoceros,
Det lyder meget som det engelske rhinoceros.
(Jeg gætter på at man ofte solget narhvalstænder som enhjørningehorn,
men det er ikke sikkert det er noget jeg selv har fundet på; det er
meget muligt jeg har læst det et eller andet sted.)
Post by Poul E. Jørgensenhvilket forklarer historien om enhjørningens oprindelse.
Men konklusionen er at ligesom kun en ren jomfru kan fange enhjørningen, kan
Kristus kun undfanges af en ren jomfru.
I kirkelige kalkmalerier ses ofte fugle. En del af disse er pelikaner - selv
om de næppe ligner. Det skyldes at pelikanen if. Ph. nærer sine unger ved
sit blod - ligesom Kristus udgød sit blod for menneskene. Dermed er
pelikanen altså symbol på Kristus.
Ja, så er vi også lidt langt fra virkeligheden (ligesom med panteren?).
Post by Poul E. JørgensenPhysiologus mening er denne: Gud har lagt alle disse egenskaber ind i
dyrene. Vi ser således klart Guds finger i naturen. Tilsvarende i stenene i
naturen - der er masser af stenbøger i middelalderen - eller i planter, ja
selv i historien og i det menneskelige sprog ser vi Guds ledende hånd. Vi
skal bare lære at se den - og dertil tjener alle disse bøger.
Det vidste jeg egentlig godt, sådan overordnet set, men det er jo altid
rart at blive genopfrisket.
--
Peter Knutsen
sagatafl.org